Tilbage til hamstersiden

Tilbage til hovedsiden

 

 

          

 

Kopiering af tekst, grafik og billeder fra denne side er IKKE tilladt.

 

Generel pasning

Guldhamstrene er af naturen enegængere og skal derfor bo i hvert deres bur. De kommer kun sammen, når der skal avles, og da kun under opsyn. 

Guldhamster efter slåskamp...... modstanderen var død - flået i stykker!!!

Man kan være heldig at have søskende af samme køn til at gå sammen op til de er ca. 6 måneder gamle. Det er lykkedes for mig med både hanner og hunner, men de skal have rigeligt med plads. Også her gælder det, at man skal være meget opmærksom, da de pludselig fra den ene dag til den anden, kan blive uvenner og slå hinanden ihjel. Normalt vil de dog allerede i 2½ - 3 måneders alderen komme op at slås og må derfor skilles. Efter min mening er der ingen grund til at udfordre skæbnen, og jeg råder derfor til at skille ungerne ad enkeltvis senest i ved 3 mdrs. alderen. Kønnene bør være adskilt fra 4-5 ugers alderen.

Disse 4 uger gamle unger er lige taget fra moderen. De kan fint gå sammen et stykke tid endnu, hvis de er delt op efter køn.

Mange af mine guldhamstere er langhårede hamstere, eller angora, som de også fejlagtigt kaldes. Det er kun hannen, der får rigtig lang pels, og det er vigtigt at have tamme og tillidsfulde dyr, for at kunne holde deres pels ordentlig. 

 

Før børstning

 

Man kan bruge fingrene til at tage det værste strøelse mm ud af deres pels. Ellers kan man bruge en tandbørste. Filtrede totter kan klippes af med en lille saks.

 

 

Efter børstning

 

 

Joe - langhåret hvidbåndet creme guldhamster.                                Lunte. langhåret hvidbåndet zobel guldhamster.

 

Hamstere er de rene udbryderkonger, og man skal være meget opmærksom på om det bur, man vælger, er hamstersikkert. Tremmeafstanden skal være lille, og der må ikke være nogen steder hamsteren kan komme til at bide i plastik. Man kan købe hamsterbure lavet udelukkende i plastik med et tremmelåg for oven. De er ikke altid lige gode hamstere, da der er mange steder, de kan komme til at få fat i plastikkanten og gnave sig igennem. Det bedste er hamsterbure med plastikbund og tremmeoverdel eller evt. et gammelt fuglebur. Man kan dog også holde hamstere i plastikkasser eller akvarier. De skal være min. 40 cm. høje og der må ikke stadig ikke være kanter, som hamsteren kan få fat på. Det er god idé at lave et låg af en træramme med trådnet på, især hvis man har kat eller hund.

 

Det er dog ekstremt individuelt om hamsteren er slem til at bide i plastik, tremmer mm. Det er også individuelt om hamsteren fx bider i sin vandflaske. Jeg har nogen, som ikke kan ha en vandflaske i buret, da de bider i den hele tiden, og alt vandet løber ud. De må så ha en lille skål til vand i stedet.

 

Kandis i et godt og sikkert hamsterbur.

 

Her er nogle eksempler på nogen af de bure, jeg bruger til mine guldhamstere. Som I kan se, er et gammelt fuglebur ganske udemærket til hamstere, når man først har sikret sig, at der ikke er steder hvor hamsteren kan komme mellem tremmerne og at dørene ikke åbner for nemt.

 

 

 

 

Hvis man vælger et bur helt af plastik (fx. et Duna bur), kan man næsten lige så godt fra starten sikre det ved at sætte volieretråd på indersiden af hullet til vandflasken, især hvis man ikke har tænkt sig at bruge en vandflaske til hullet.

 

 

Et Duna bur sikret med volieretråd. Hamsteren i dette bur havde været på smuttur inden jeg fik hullet lappet.

 

Burene kan indrettes med etager, løbehjul, stiger, huler af kokosnødder mm. og hver gang vi har tømt en køkkenrulle eller toiletrulle, får hamsterne paprøret til at lege med og gnave i. Jeg undgår helst huse af plastik, da de skal rengøres for ofte pga. fugtproblemer. Hamsterne bygger selv deres rede af spåner, hø og strimler af køkkenrulle og toiletpapir, og de føler sig mest trygge, hvis man ikke i tide og utide tager deres rede. En sådan hjemmelavet rede behøver ikke skiftes hvis ikke den er blevet våd eller på anden måde ulækker.

 

Hamstere tisser ikke ret meget, så som oftest er det ikke nødvendigt at rengøre buret ret ofte. Det kommer dog meget an på burets størrelse, og antallet af dyr. Hvis fx. det er en hun med unger, så sviner de selvfølgelig mere end et enkelt dyr. Desuden er hamstere renlige dyr, som vælger et bestemt hjørne i deres bur til toilethjørne, så man kan mange gange nøjes med at fjerne strøelsen i dette hjørne og vente med at tømme hele buret til det trænger. Et bur af gennemsnitlig størrelse (60x30x40) med et enkelt dyr, vil jeg typisk rengøre i bund (minus reden) en gang i måneden. Som sagt ovenover er det ikke nødvendigt at fjerne reden medmindre den er blevet ulækker. Hamstere holder som regel deres rede pæn og ren.

 

Kuk kuk.......

 

Hvis hamsteren skal flyttes, eller efter en total rengøring incl. rede, vil det være en god idé at gemme en smule af det gamle strøelse til det nye/rengjorte bur. Det vil gøre hamsteren mere tryg, at der er noget, som lugter bekendt.

 

Én ting er, at buret kan holde en voksen hamster inde, en anden er, hvis hamsteren skal have unger. Jeg har været uheldig at en flok unger slap ud for mig engang, fordi tremmestørrelsen var for stor til dem. Men når så uheldet sker, så er her et godt tip: Man tager en spand og lægger en rampe op ad den. Op ad rampen og nede i spanden lægger man godbidder, som hamsteren godt kan lide. Når den så følger godbidderne op, hopper den ned i spanden, og kan ikke selv komme op. Det har virket for mig hver gang en hamster har været sluppet ud, og det er sket en del gange efterhånden.

 

Hamstere er gode klatrere. Her viser Lunte sine talenter.

 

Mine hamstere bliver fodret med hamstermix fra Mariman, og derudover får de jævnligt kattetørfoder pga. proteinindholdet. Drægtige og diegivende hunner har et større proeinbehov end andre hamstere, derfor får de dagligt 2-3 stykker kattetørfoder. Hanner og ikke drægtige hunner får et par stykker 2-3 gange i ugen. En gang imellem får de små stykker frugt eller grønt, oftest gulerødder, æbler, græs eller mælebøtte. Og når jeg siger "små stykker", så mener jeg et stykke på størrelse med 1/4 cm3. eller noget i den størrelsesorden. Hamstere får nemt diarré hvis de får for meget grønt + at de jo gemmer deres mad, og grøntfoder bliver nemt fordærvet. Man kan sagtens give levende foder såsom melorme eller fårekyllinger, men kattetørfoderet er lige så fint.

 

Hamsteren har jo fået sit navn fordi den hamstrer mad. Dvs. at den samler maden sammen i sine kindposer, som der kan ses på billedet underneden. Derefter transporterer den maden hen til sit depot og gemmer det der til senere brug. Derfor kan det ikke betale sig at give hamsteren en foderskål. Hamsteren vil bare hente al maden og lægge det i sit depot. Det er bedre at sprede maden ud over bunden, så hamsteren kan få noget tid til at gå med at samle det sammen. 

 

Hamstring - kindposerne er godt fyldt op

 

Man skal tænke over hvor meget mad man giver sin hamster. For man kan nemt tro at maden er spist og så giver man bare mere mad. Men i virkeligheden kan der ofte ligge mad til flere uger i depotet, og hvis der kommer fugt til, og det ligger og mugner, så er det sundhedsskadeligt for hamsteren.

 

 

Endnu en hamstrende guldhamster

 

 

Tilbage til hamstersiden

Tilbage til hovedsiden